Fra dreng til mand

Fra dreng til mand

21/08/2019 Slået fra Af Kristian

Min lille dreng er faktisk ved at blive en voksen mand. Han har en god veninde, som ofte kommer på besøg her i huset. De hygger sig med musik og snak. Det er en meget sød pige. Jeg kan godt lide hende. Hun er sød og kærlig overfor min dreng. Og så er hun rigtigt god til at synge. Det er nemlig noget, vi gør ofte her i huset. Min mand elsker at hive højskolesangbogen frem sætte sig til klaveret, og så synger vi. Bare to eller tre sange. Sådan lige i den der tid mellem at være kommet hjem fra arbejde, og inden vi spiser aftensmad. Det er rigtigt hyggeligt.

Genert

Første gang min drengs veninde deltog i sådan en eftermiddag med sang og klaverspil, kunne jeg se, at hun var lidt genert og holdt sig tilbage. Min dreng sang højt med, men hun nærmest hviskede ordene ud. Vi kom til at grine ad det. Heldigvis tog hun det ikke ilde op, men sagde direkte, at hun var genert. Vi fortalte hende, at det kan vi godt forstå, og hun skal ikke være ked af det. Det er helt ok. Hun skal bare vide, at sådan gør vi her i huset i ny og næ. Ikke hver dag. For hyggens skyld. For familiens skyld. Det er sådan et samlingspunkt, vi har.

Den anden gang, hun deltog i vores syngeseance, sang hun højt. Og smukt. Meget smukt. Et naturtalent. Hun rejste sig op og læste først teksten, og så sang hun som en operasangerinde. Min mand blev blæst helt omkuld af begejstring. Jamen hov, vi har en operastjerne i familien, sagde han.

Hun skal på efterskole

Hun rødmede og smilte stolt. Min dreng kiggede forelsket på hende. Hvor kommer de lunger fra? Han kan være ret direkte, når han er overrasket. Hun fortalte os, at det ved hun ikke, men hun har altid godt, kunne lide musik. Hun står ofte hjemme på sit værelse og skråler med til en eller anden YouTube video.
Under middagen, som fulgte efter vores højskolesange, fortalte hun, at hun skal på efterskole om et års tid.

Hun tager 10. klasse på efterskolen. Hun vil gerne arbejde med musik, men havde egentlig ikke tænkt på, at hun måske kan bruge sit talent for at synge professionelt. Men opera, det er vist ikke lige hende. Hun vil gerne prøve kræfter med rock.

Min dreng blev lidt ked af det. ”Skal du på efterskole til næste år?” Jeg kunne se, hvad han tænkte: Hun rejser væk fra mig. ”Ja, det skal jeg. Jeg har længe villet det. Det betyder da ikke, at vi ikke kan ses.”
Åh, hun er sød. Men stadig meget ung. Ligesom min store, lille dreng er det.
Vi taler lidt om, at det er muligt at have et godt forhold, selv om man bor langt væk fra hinanden. Vi, min mand og jeg havde selv et langdistanceforhold i 4 år, inden vi endelig kunne få det til at flaske sig, og vi kunne flytte sammen. Sommetider er det godt, at der er afstand mellem mennesker.