Hjemmesko til alle
29/06/2019Hele familien er samlet i sommerhuset. Det regner, og temperaturen er slet ikke oppe på det normale leje for juni måned. Ikke den bedste start på sommerferien. Ungerne har en ekstra trøje og hjemmesko på, så de ikke fryser. De spiller forskellige brætspil. Her er ret hyggeligt. Hunden kreerer en sovesals-stemning med sin snorken. Min mand har tændt op i pejsen. Man skulle næsten tro, at det er jul, og ikke Sankt Hans. Jeg sidder i sofaen med en god bog og en kop kaffe. Min mand bander højt.
Hvor er mine hjemmesko
Han kan ikke finde sine hjemmesko. Han har glemt dem derhjemme. Han trækker i et par ekstra tykke sokker, som han har husket for at holde fødderne varme. Jeg siger til ham, at vi kan køre ind til byen i morgen og lede efter en skobutik, der sælger hjemmesko til mænd. Vi skal alligevel på indkøb, så det behøver ikke at være et problem. Beder ham om ikke at være sur. Vi har det da hyggeligt.
Gode sunde hjemmesko
Han er alligevel lidt sur og gal på sig selv. Han havde ovenikøbet stillet dem frem, så han ikke ville glemme dem, inden vi kørte herover. Han er glad for sine hjemmesko, så jeg kan godt forstå, at han er lidt sur, men det kan vi ikke gøre noget ved nu. Vi kører ikke sådan ca. 300 km tilbage bare for et par hjemmeskos skyld. Han brokker sig, er sikker på, at han ikke kan finde et par i den størrelse, han bruger, eller at de bare ikke er gode for ham, hvis han finder et par, som er store nok. Han er platfodet og har en hælspore som følge af hård fodboldtræning, så han skal være opmærksom på hvilke sko, han går med. Også hjemmeskoene. Derhjemme har han et par, som er meget dyre, men de passer ham godt, og hvis han har smerter, kan et lille indlæg sagtens sidde fast i dem.