Krisecenter og voldsramte kvinder

Jeg er sygeplejerske og har selvfølgelig strejket i mange måneder. Nu er jeg tilbage på arbejde. Men vil bestemt fortsætte med at lave punktstrejker. Vores arbejde er hårdt. Meget hårdt. Ikke kun fysisk – også psykisk. Vi bliver uretfærdigt behandlet. Som sygeplejersker har vi et kald. Vi vil gerne hjælpe syge mennesker. Og det kald skal respekteres. Vi skal have en ordentlig løn. Mange mennesker ved ikke, hvordan vores liv er. De fleste ser os som nogle små primadonnaer, der hundser med dem, når vi beder dem om at forlade en stue på et hospital, fordi de skal give medicin.

Fejl skal undgås

Er du klar over, hvor nemt det er at komme til at give den forkerte medicin, hvis man bliver forstyrret af mennesker, der sidder og sludrer? Sikkert ikke. Men det sker faktisk. Vi er ikke forkælede primadonnaer. Vi er ordentlige mennesker. Og mange af os, som kan og vil, arbejder frivilligt i vores fritid på fx kvindekrisecentre.

Selv arbejder jeg i mit normale job som nattevagt. Jeg har vagter i 7 dage i træk. Derefter har jeg 4 dage fri. Sådan er mit liv. Jeg går på arbejde om natten. Passer på dine pårørende, når de skal være her på intensivafdelingen. I de dage, hvor jeg så har fri, bruger jeg som regel den første fridag på at få sovet ud. Nattevagter er drænende, og søvnbehovet hober sig op.

Sjællandsk krisecenter

De næste 2 dage arbejder jeg så frivilligt på et krisecenter her på Sjælland. (Nej, du får ikke at vide, hvor det ligger.) Det er et stort center, og det er nødvendigt, at der er mindst en sygeplejerske hele døgnet rundt. Mange af beboerne, der kommer på centeret, er nemlig voldsramte. De kommer her efter at have været akut på skadestuen i den kommune, hvor centeret ligger. Men for at spare kommunen for udgifter til hospitalssenge så bliver en del af de tilskadekomne (voldsofre) ofte sendt her til krisecenteret. Min opgave er så at have dem, der kommer under observation, så vi kan være sikre på, at der ikke er eller kommer komplikationer efter den første akutte behandling på hospitalet. Nogle har faktisk været udsatte for vold i lang tid.

Aftaler med hospitalet

Det krisecenter, som jeg arbejder frivilligt for, har en løbende aftale med kommunens hospital. Hospitalet har udtrykt, at de er meget glade for aftalen. Den har i de sidste par år hjulpet hospitalets personale til at kunne fokusere på det mest presserende: Patienter med Covid. Og ja, det er en god aftale, de har.

Jeg tror faktisk også, at aftalen sparer kommunen for meget brok, fordi hospitalet har endnu ikke været så presset. Netop fordi det formår at have hospitalssenge nok. Som frivillig på krisecenteret får jeg ikke løn. Jeg har min løn fra hospitalet, som jeg arbejder på. Men jeg får anerkendelse og en årlig kurv med nogle gode flasker vin. Det er dejligt at vide, at man er værdsat.

Og værdsættelse er muligvis det allervigtigste, når man arbejder. Lønnen? Ja, den skal være i orden. Men når jeg frivilligt melder mig med mine kvalifikationer på et krisecenter, så handler det ikke om løn. Det handler om mit kald.