Pengeskab til compagniet
02/06/2019Nu er det ikke helt til at sige med sikkerhed. Er det skæbnens ironi, eller er det Murphys lov?
Et eller andet sted er det faktisk sjovt: Der har været indbrud i butikken lige ved siden af. Det er en butik, som ligger i kælderen til bygningen. Man kan lige se, hvad det er, de sælger: Pengeskabe!
Ikke for sjov
Nej, det er ikke en dårlig vittighed. Ejeren af butikken er en lidt ældre herre, og butikken har haft gode dage for mange år siden. Dengang før krisen satte ind, og alle de indkomster, der ikke blev oplyst til skattevæsenet, skulle gemmes væk. Dengang købte folk pengeskabe, som de fik bygget ind i deres vægge. Jeg kan huske det. Det var sådan ca. for 10 – 12 år siden.
Han solgte pengeskabene dyrt. På et tidspunkt overvejede jeg også at købe et. Derfor var jeg i gang med en markedsundersøgelse a’la husmor her. Fik set på mange forskellige pengeskabe, og naturligvis fik jeg også spurgt om priser. Så da jeg var inde i butikken hos ham, kunne jeg hurtigt forstå, at han solgte dem med en rigtig god profit.
Ok, han tilbød så også ekstra service i form af, at han selv kom og satte dem op, programmerede koderne, hvis det var et pengeskab med komplicerede koder, og den slags. Men alligevel. Det endte med, at jeg ikke købte et.
Men nu har der så været røveri hos ham. Hans eget pengeskab var blevet boret op. Simpelthen. Tyvene havde haft en god, stærk boremaskine i gang, og låsen var simpelthen boret ud. Hvordan det kunne ske uden en alarm eller sådan noget gik, ved jeg ikke. Men det er et faktum. Han var naturligvis ulykkelig. Han havde faktisk haft rigtigt mange kontanter liggende i det. Han havde glemt alt om dem. Sagde han. Det er jeg ikke helt sikker på passer, og det er i virkeligheden også ligegyldigt. Faktum er, at han har haft indbrud, og pengeskabet er blevet brudt op.
Politirapport
Politiet kom og optog rapport. Det skal de. Men man kunne godt høre dem grine ad ironien i historien. Og lokalavisen fik også lavet en god overskrift om, at en pengeskabsspecialists eget pengeskab var blevet brudt. De fik faktisk skrevet en lidt ondsindet artikel om hans forretning. Sådan noget med, at man ikke skal stole på eksperter. Eller at ”det sker selv i den bedste familie.”
Pudsigt nok havde tyvene ikke taget andre ting end det, som lå i pengeskabet: Nogle dokumenter og et dyrt guldur, han havde købt for mange år siden. Så mistanken er, at det er nogle mennesker, som har kendskab til manden og forretningen, der har begået indbruddet. Vi er alle sammen blevet spurgt, om vi kender noget til pengeskabet, han havde sine værdigenstande i. Jeg må sige, at der blev gjort et stykke grundigt arbejde, men jeg er sikker på, at det er de færreste, som vidste, at han havde et pengeskab ude i baglokalet. Vi var godt klar over, at han havde ét i tilknytning til kontoret, men baglokalet har vi jo aldrig rigtigt set.